| Welcome to York city life. We hope you enjoy your visit. You're currently viewing our forum as a guest. This means you are limited to certain areas of the board and there are some features you can't use. If you join our community, you'll be able to access member-only sections, and use many member-only features such as customizing your profile, sending personal messages, and voting in polls. Registration is simple, fast, and completely free. Join our community! If you're already a member please log in to your account to access all of our features: |
| Half of everything is luck; the other half is fate | |
|---|---|
| Tweet Topic Started: Jun 4 2014, 02:28 AM (202 Views) | |
| Sedrick Nonsuch | Jun 4 2014, 02:28 AM Post #1 |
![]()
Leander
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> <b>S</b>edrick spadserede fløjtende op af indkørslen til Marchwood Hall. Med sin Nimbus 2011 skuldret, formiddagssolen i ryggen og gruset knasende under fødderne var dagen næsten for god til at gøre sig unødige bekymringer i. Men kun næsten. For allerede en uge inden han skulle overtage den lejlighed han havde lejet hos sin gamle skoleveninde, Mimi van Dall, havde han smidt nøglen til hoveddøren væk. Den var forduftet halvvejs mellem Donmar Moors og York og med garanti endt i den andedam han absolut skulle slå et kort loop over inden han krydsede grænsen mellem England og Skotland. Han rynkede på panden, bankede kosteskaftet ind i skulderen på sig selv og skar en irettesættende grimasse. Et ansigtsudtryk som tydeligt sagde: Selvom du er professionel Quidditchspiller nu, Sedrick, er det ikke cool at fodre ænder med din husnøgle. Strengt taget var han ikke officielt på Yorkshires reservehold før han havde klaret sig gennem bootcampen her i næste uge, men det kunne umuligt være værre end 7 år, hvor en badetur om sommeren var lig med en potentiel wrestlingkamp med kæmpeblæksprutten og hvor man fik en eftersidning for hver gang man grinte smørret over en udtalelse fra en af underviserne der var alt for oplagt at misforstå. Han kom naturligvis ind. Han var Sedrick Nonsuch. Og han var indbegrebet af uimodståelighed. Snart var han også praktisk talt lokalt kongelig; det var meget regalt at bo i en lejlighed i et gammelt gods. Med over 67000 hektars græsplane, der blot ventede på ham! <BR> <BR> <b>H</b>an var lige trådt ind i forhallen, da hans tidligere vejleder kom ned af trappen. Med sit sædvanlige drengede og ildevarslende smil spillende om læberne trådte han op af stentrapperne og afskar hende vejen fra gulvet. Han bukkede høvisk med hovedet og lagde begge hænder over kosteskaftet. ”Så mødes vi igen, skønne landlady.” indledte han med et koket smil. Man skulle være en muldvarp, hvis ikke man gjorde lidt verbalt stads ud af Mimi. Køn havde hun altid været. At hun så også var begavet og udmærket vidste hvordan man kom frem i verden, eksempelvis ved at dele godset op i små lejligheder og leje dem ud til dem i hendes netværk der var på de kanter, var noget ganske andet. Han gnubbede kosten let forlegent mod den sorte læderjakke over skuldrene, inden han grinede let brødebetynget. ”Jeg håbede på at jeg måtte få lov at se lejligheden igen. Og at du ville åbne hoveddøren for mig.” Han så ned på sine støvlesnuder og prikkede let til marmoret med dem. ”For jeg har smidt min egen nøgle væk.” kom han til sagen. Han stak kækt tungen ud af den ene mundvig, imens han forsøgte at mønstre sine bedste puppyeyes. </div></center>[/dohtml] |
|
<center> Sedrick Emory Nonsuch ● 19 år ● Seer ● Angriber for North Yorkshire Reservehold Instagram ● Plot ● Profil ● Tracker </center> | |
![]() |
|
| Mimi van Dall | Jun 4 2014, 03:44 AM Post #2 |
![]()
Mimi
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> Hele Mimi formiddag havde gået med at øve replikker til det stykke, som hun skulle til prøve på senere på eftermiddagen og da det var ved at være frokost tid så besluttede hun sig for at ville spise ude i haven inden, at hun skulle ind til York by. Men Mimi nåede kun halv vejs ned af trapperne før at hun hørte en af hendes lejres stemme og lige den måde, som han hilste var en, som bestemt fik hende til at stoppe op midt på trappen. Hun stillede sig med en hånd ved den ene hofte mens den anden hånd holdte hendes papirer og hun sendte ham et blik, som hun havde sendt ham så mange gange - nemlig det blik, som sagde: hvad har du nu lavet? og dog, så skulle hun ikke vente længe på, at finde ud af hvorfor det var han forsøgte at smigre hende sådan. Men det der var grunden var noget, som fik Mimi til at kort rulle med øjnene samt komme med et lille suk selvom hun hurtigt blev enig med sig selv omkring, at hun brude havde sagt sådan noget ville sket allerede dengang hun leje den ene af de fire to værelse lejligheder ud til Sedrick. "Hvorfor er det lige, at det ikke overrasker ?" kom det fra hende inden, at hun begyndte at gå det sidste stykke ned af trapperne og det var med en halv opmærksomhed rettet imod Sedrick mens den anden halvdel var rettede mod hvor hun satte hendes fødder, da kunsten at gå ned af trapper i høje hæle ikke altid var lige nemt. <br> <br> Da hun var nåede ned af trappen så gjorde hun tegn til at han skulle følge med. "Vil jeg vide hvad du har gjort af de tre nøgler, som du fik da du flyttede ind ?" Et eller andet sted så var hun slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at få de oplysninger at vide. Men da hun syntes det stadigvæk var lidt koldt udenfor så var det også derfor hun havde hendes sorte læderjakke på allerede og dog, så havde hun ikke lukket den. Stedet, hvor hun førte Sedrick hen var en af de kontorerne, som lå nede i stueplanen. Det var også det kontor, som havde alle oplysningerne læggende omkring de lejligheder, som blev leje ud. "Men det var vist meget godt, at jeg har være en af dine vejleder førhen." kunne hun ikke dy sig fra at kommentere, da hun åbne døren indtil kontoret og det var først efter, at hun havde sagt den kommentar, at det rigtig gik op for hende hvad det var hun lige havde sagt og dog, så fortrød hun ikke sine ord. Men hun gik hen til skrivebordet, hvor hun lade papirerne ovenpå inden, at hun fandt sine nøgler frem for, at låse en af skufferne i skrivebordet op. Alt imens hun gjorde det så var hun ikke opmærksom på hvad Sedrick fortog sig på grund af hun havde i sinde at finde et nyt nøgle bunk med tre nøgler, som han kunne få og jo hurtigere det hele gik med Sedrick des jo hurtigere kunne hun få noget, at spise, hvilke hun ikke endnu havde nåede siden aften forinden. <br><br> <i>outfit</i> <br></div></center>[/dohtml] |
|
Profil | Plot | Tracker | Mobil | Dagbog | Twitter | Instagram | Post/Uglepost 20 - Single - Fuldblodsmagiker Underviser på den lokale danse skole og skuespiller ved Royal Teater samt Grand Opera House --------------------------------------------------- Irl profil | Fravær | |
![]() |
|
| Sedrick Nonsuch | Jun 6 2014, 12:07 PM Post #3 |
![]()
Leander
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> <b>N</b>år først en kvinde satte hånden i siden, var det et alment kendt faktum at en skideballe af format var godt under optræk. Det gammelkendte opgivende blik, som Sedrick kendte alt for godt fra sin skoletid og som havde været oppe at vende hver gang han havde rodet sig ud i problemer, meldte sig samtidig. Han kunne nu ikke bebrejde hende sin modtagelse. Det var en pæn velkomst, alt taget i betragtning. For det var Sedrick i en nøddeskal at forlægge tre nøgler og vade ind med et skævt grin i håb om at kunne tale sig til en reservenøgle. Han løb pligtskyldigt øjnene ned over hendes læderjakke og bunken med papirer, inden han atter så bedende mod de mørke øjne. Han kunne blot håbe på at hun tog det ligeså pænt som hun havde gjort det under de utal af narrestreger han havde brilleret med i slottets korridorer foran hende og som – takket være hendes godhjertethed - ikke var nået videre. Øjnene blev himmelvendt en gang og et suk forlod hende, inden hun retorisk spurgte hvordan det ikke kunne overraske nogen. Han lyste op i et skævt smil og trak på skuldrene, alt imens han med øjnene så til hvordan hun klatrede ned af de høje trapper på sine små hæle. Det kunne være gået meget værre. bemærkede han muntert til sig selv. Stoltheden ømmede sig ikke det mindste, hun havde ikke spyet en Incendio-besværgelse efter ham og han havde vist stadig sin lejlighed. Han fulgte pænt med bag hende, som hun uden at sætte hælene i bero gjorde tegn til at de bevægede sig videre fra foyeren og langs gangen ned til kontoret. <BR> <BR> <b>I</b>det Mimi halvt spurgte sig selv og ham om hvor han havde gjort af nøgletrioen klukkede Sedrick kort, inden han rømmede sig højlydt. Det var aldeles ikke morsomt, sagde hans mimik formanende, hvis hun skulle kigge tilbage. Heller ikke selvom han af natur var en grinebider, der brugte god tid på at le af sine pinligste fejl. Han skulle ikke gøre det værre for sig selv. ”Du må virkelig ikke spørge mig.” stønnede han opgivende over sig selv. ”Jeg har en hjerne som en platugle nogle gange. Den er til stede når det passer den. Men det er vel netop hvad du har sagt til dig selv de sidste to år med alt det tankeløse skidt jeg har udsat dig og de andre vejledere for på skolen.” fortsatte han nonchalant. Det varede ikke længe før han smilede og tog et par ekstra lange skridt for at nå op på siden af hende. ”Jeg ved ikke hvad der er blevet af de andre to. Men jeg er ret sikker på at den ene af nøglerne kom op at toppes med centripetalkraften og nu hviler på bunden af en skotsk sø.” påpegede han kækt og rakte afværgende hænderne i vejret. ”Jeg kan vel ikke stå til regnskab for at nøglen har en midtvejskrise og nu ønsker at leve et liv som fisk.” At det teknisk set var netop hvad han kunne – og også havde indrømmet at han var, da han bad om en ny - var underordnet for Sedrick. Han gjorde blot sit bedste for at virke som en glad lejer, nu hvor de begge vidste at han ikke blev en ansvarlig en. Han klappede hænderne sammen ved hendes ord og overhørte helt brodden. ”Jeg priser mig lykkelig for at du kender mig så godt, Mimi.” sagde han oprigtigt og bukkede kort med hovedet. Et nyt bundt nøgler blev rakt over skrivebordet og han tog imod dem med et stjernesmil. ”Du er nu officielt den nådigste landlady i verden, Mimi. Tusind tak.” takkede han ærligt. ”Både for nøglerne og for ikke at sparke mig ud for lemfældig omgang med dit inventar.” sagde han og trak staven ud af lommen. Med et svirp og et par mumlede ord satte der sig tre små lodder mellem nøglerne, så de nu vejede mere i jakkelommen. </div></center>[/dohtml] |
|
<center> Sedrick Emory Nonsuch ● 19 år ● Seer ● Angriber for North Yorkshire Reservehold Instagram ● Plot ● Profil ● Tracker </center> | |
![]() |
|
| Mimi van Dall | Jun 13 2014, 11:44 PM Post #4 |
![]()
Mimi
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> Hvis det ikke havde være for, at Mimi havde kendt Sedrick i alle de år, som hun havde så ville hun havde nok reagerede på en måde end den hun gjorde og da hun havde halvt om halvt opgivet håbet omkring Sedrick nogensinde ville forbedre sig så gjorde det også sit til, at hun reagerede på den måde. Faktisk så var det kort efter, at hun var blevet udnævnt som vejleder på Hogwarts, at hun havde opgivet det håb omkring Sedrick og en anden person - nemlig hans veninde Laura. Mimi havde stadig lidt svært ved at forstå hvordan hun havde indvijlede i, at lade dem begge flytte ind og dog, så var hun blevet enig med sig selv omkring, at det måtte være fordi at det virket til at Laura var en af de få personer, som kunne styrre Sedrick selvom hun kunne være lige så slem, som han til at lave ballade når det kom til stykket. <br><br> Et eller andet sted, så kunne Mimi ikke lade vær med at finde det en del morsomt Sedricks kommentar omkring nøglerne og hans hjerne. Dog, så skjulte hun sit smil ved at havde ryggen vendt til ham "For at være ærlig så havde vi allerede opgivet dig på det tidspunkt" svare hun til det med alle de ting, som han havde haft udsat hende for dengang de havde gået i skole. Men da han nåede op vedsiden af hende så kiggede hun hen på ham og kunne ikke lade vær med at komme med en lille latter over hans forklaring på hvad der var blevet af nøglerne "Sedrick, der er noget du har misforstået. Nøgler er ikke levende vedmindre at du har haft givet dem en besværgelse" kommentere hun med et halvt skævt smil og det med at han ikke var nogen ansvarlig lejre eller nok hellere aldrig kom til at blive det havde hun godt på fornemmelsen, hvilke også var derfor hun havde søge for, at havde en del extra nøgler hjemme - lige til det formål, som de havde. <br><br> Mimi kunne ikke fjerne hendes smil, da han kom med hans udbrud "Det var så lidt Sedrick. Måske kunne du…" starte hun ud med at sige og hun nåede ikke at sige mere før, at der dukkede en hus alf op i kontoret "Frokosten er serveret Miss" kom det stille fra alfen og Mimi så hen på den "Tak Patrick. Vent lige et øjeblikt" Alfen nikket og Mimi flyttede hendes opmærksomhed hen på Sedrick "Er du sulten Sedrick ?" Faktisk så havde Mimi nogen ting, som hun lige ville hører Sedrick omkring og da hun ikke vidste hvorvidt om han havde spist eller ej, så var det derfor hun spurgte indtil om han var sulten på grund af de kunne lige så godt kunne spise sammen inden, at hun skulle ind til byen for, at komme til den prøve. Men lige så snart, som Sedrick havde givet hans svar til Mimis spørgsmål så forsvandt hus alften med et lille 'pop'. <br></div></center>[/dohtml] |
|
Profil | Plot | Tracker | Mobil | Dagbog | Twitter | Instagram | Post/Uglepost 20 - Single - Fuldblodsmagiker Underviser på den lokale danse skole og skuespiller ved Royal Teater samt Grand Opera House --------------------------------------------------- Irl profil | Fravær | |
![]() |
|
| Sedrick Nonsuch | Jun 15 2014, 12:01 AM Post #5 |
![]()
Leander
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> <b>S</b>edrick indrømmede det ikke gerne, men han havde været en smule betænkelig ved at tage kontakt til Mimi om lejligheden. Han var kommet fint over at hun var hans gamle vejleder og havde set ham fra hans værste side; hun havde altid været reel og til at snakke med, hvilket ikke alle hans årgangskammerater havde været. Hun havde hverken opført sig som hans stedmor i sit hverv som vejleder, men hun havde heller ikke ladet ham slippe afsted med sine unoder. Det havde han respekt for. Men Sedrick Nonsuch i hendes slægts højbårne omgivelser – det var enormt overvældende. Og det stillede også krav til dekorum. Kun respektable mennesker boede på en herregård. Det gjorde ham nu heller ikke synderligt; han skulle forestille at være voksen og måske snart også professionel Quidditchspiller. Så kunne det ikke nytte noget at han var en sjuft og en skændsel for Mimis renommé som landlady. Han så ned mod det polerede skrivebord og ønskede i sit stille sind at Laura Smith boede i nærheden, så han kunne fjante rundt med god samvittighed. Hvis det her voksenvokseværk gik meget stærkere, fik han mentalt hold i nakken. <BR> <BR> <b>F</b>orvisset om at han ikke stod her, hvis ikke Mimi stolede på hans dømmekraft som den nu engang var, så Sedrick imødekommende mod hendes ryg. Bemærkningen om at han var et håbløst tilfælde fordrede en tiltrængt latter. ”Det tror pokker. Jeg gav heller ikke just udtryk for at jeg ønskede at blive opdraget på, selvom det var jeres arbejde.” Skuldrene faldt på plads af sig selv, og først der indså Sedrick at han havde spændt sig unødigt an. Hendes skarpe bemærkning fra den bortvendte ryg om at nøgler ikke tog ud på eventyr uden at de var animeret med magi fik ham til at brumme eftertænksomt, hvorefter han rystede på hovedet og klukkede. ”Jeg er mange ting, Mimi, men nogen maginørd er jeg ikke. Jeg havde ikke den fjerneste lyst til at fortrylle dem.” forvissede han hende om med et smil, der tydeligt tilkendegav at han godt forstod at et forsvar var overflødigt og kun for underholdningens skyld. ”Men point taken. Tyngdekraften er synderen i det her tilfælde. Og jeg er ligeså skyldig for at lægge den i en åben lomme.” Det var dog rigtigt nok at han ikke fiflede med umagisk habengut. Der var en grund til at mugglernøgler var umagiske: de var uinteressante. Dog blev de ualmindeligt interessante, når først man havde smidt dem væk. <BR> <BR> <b>N</b>øglebundtet tyngede godt i lommen, da de nåede derned; han så op med et nysgerrigt smil, idet hun gjorde smal sag af hans taknemmelighed uden at tale ud. En stilfærdig stemme blandede sig ærbødigt, og Sedrick så i den retning Mimi takkede. Husalfen Patrick havde stillet frokost frem til hende. Han smilede venligt til den flapørede skabning og så mod Mimi, idet hun spurgte ham om han var sulten. Han spidsede eftertænksomt mund. ”Nu du siger det, er jeg faktisk ret sulten. Tak som byder. Det må være al den friske luft.” Handlekraftigt appererede Patrick sig ud af rummet og Sedrick klukkede imponerende. ”Hvor er han cool.” lød det bifaldende. Han var ikke vokset op med husalf, men det betød så også at han heller ikke havde noget lidenskabeligt standpunkt omkring deres plads i det magiske samfund. Hvis de havde gode ansættesforhold og var tilfredse, som Patrick lod til at være, var Sedrick fan. </div></center>[/dohtml] |
|
<center> Sedrick Emory Nonsuch ● 19 år ● Seer ● Angriber for North Yorkshire Reservehold Instagram ● Plot ● Profil ● Tracker </center> | |
![]() |
|
| Mimi van Dall | Jun 15 2014, 09:02 PM Post #6 |
![]()
Mimi
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> Hvis Mimi havde haft kendskab til hvordan Sedrick havde det med at bo på herregården og hvad for en slags mennesker, som boede efter hans overbevisning så ville hun nok havde morer sig en del på den bekostning, hvilke mest bunde i, at hun ikke selv opfange det sådan. Men igen så havde det også være familiens sommerhjem i Englang hun havde haft overtage sammen med hendes tvillingbror dengang de var gået ud af skolen. Mimi havde forlænges opgivet håbet omkring, at Sedrick nogen siden blev den ansvarlige lejer og hvis det en dag skulle sket, så ville hun havde meget svært ved at tro på det - nok også derfor hun havde indvilge i, at lade Laura Smith flytte ind i tilbygningen ved siden af Sedrick til trods for, at Mimi godt havde haft lagt mærke til hvordan Laura havde reagerede hver gang Sedrick havde fået en kæreste på Hogwarts dengang de alle sammen havde gået i skole sammen. Det var slet ikke svært, at regne ud hvad der forgik inden i Laura angående Sedrick. Hvilke også var derfor Mimi havde haft hendes betænkeligheder ved at lade Laura flytte ind og dog, så håbet hun bare lidt på, at det år på Hogwarts, hvor Laura havde gået uden at havde Sedrick i nærheden havde også fået Laura til at komme sig over Sedrick. <br><br> Den efterfølgende kommentar fra Sedrick omkring deres tid på Hogwarts var en, som gjorde at hun ikke rigtig kunne fjerne hendes smil mens hun kort overvejede om hun skulle afsløre hemmeligheden der havde blandt vejlederne eller ej. "Men Sedrick, nu skal du hører en lille hemmelighed. " startede hun ud med at sige mens hun stillede sig op af bordkanten og lod hendes hænder hvile nede ved selve kanten. "Vi havde opgivet at opdrage på dig og de andre ligesom dig. Det eneste vi skulle søge for med jer var, at i røg ud i alt for mange problemer. " Der spillet sig et letter skævt smil henover hendes rosa blege læber og hun måtte indrømme over for sig selv, at hun var ret spændt på at finde ud af hvordan Sedrick ville tage den nyhed. Smilet forblev på hendes læber, da han indrømmet at han ikke maginørd og at han godt kunne forstå pointen, som hun havde hentyde til. <br><br> Efter, at Patrick havde appererede ud af rummet, så vendte Mimi opmærksomhed tilbage på Sedrick "Det er han bestemt" gav hun ham ret i omkring Patrick og Mimi vidste, at der fandtes mange troldmænd samt kvinder der ikke brød omkring at nogen familier havde husalfer. Men dog, så havde Patrick være i familie i længere tid end Mimi kunne huske og hun vidste også, at før hun eller Jasper overhovedet var blevet født så havde hendes forældre givet Patrick noget tøj, hvilke bare betød, at Patrick var en fri alf. Han nægtede dog, at forlade familien til trods for hans frihed. ”Men du vil ikke ønske dig, at opleve ham når han mener du har gjort noget forkert” kom det fra Mimi efter, at hun havde lavet et mindre kast med hovedet over i retning af døren. ”Vi skal spise ude i blomster haven” forklare hun på vejen ud af kontoret. <br><br> Blomsterhaven var måske det forkerte ord, at bruge fordi at det var en blanding mellem en blomsterhave og en kæmpe altan der var fyldt med en masse blomster med stier mellem de forskellige blomster bede. Ude ved en af stederne, hvor man kunne sidde i blandt en masse puder så var der et bord dækkede op med en mange forskellige frugter samt alt det, som der skulle til for at man kunne spise sig en let frokost, som man alligevel vil blive mæt af. ”Var der ikke noget med, at du skulle et eller andet sted hen her inden så længe ?” lød det spørgende fra Mimi mens de gik langs mellem de mange blomster bede. <br></div></center>[/dohtml] |
|
Profil | Plot | Tracker | Mobil | Dagbog | Twitter | Instagram | Post/Uglepost 20 - Single - Fuldblodsmagiker Underviser på den lokale danse skole og skuespiller ved Royal Teater samt Grand Opera House --------------------------------------------------- Irl profil | Fravær | |
![]() |
|
| Sedrick Nonsuch | Jun 16 2014, 01:21 AM Post #7 |
![]()
Leander
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> <b>E</b>t var at Sedrick var uforbederligt umoden. Det var der råd for, et af dem værende at anstrenge sig for at være voksen, eventuelt med hans bror og hans vennekreds med på råd. Men følelsen af at være trådt ind i en socialklasse over hans egen blev han ikke kvit foreløbig. Den samme ærefrygt havde han haft den første aften han betrådte Hogwarts’ korridorer. Den var dog støt aftaget som han fandt ud af at det var meningen at han skulle føle sig hjemme på slottet. Og hvad følelsen af hjemmevanthed hjalp det usigeligt at Mimi var så uprætentiøs og jordbunden som hun nu engang var. Nøglerne var ikke ligeså kostelige som selve huset. Og han måtte spille bold på plænen, så længe han satte en beskyttelseskuppel op for at hun ikke havde emsige mugglere og ministeriefolk på nakken. Om et par uger ville han ikke tænke videre over at han boede på familien van Dalls herregård. Sedrick vippede en enkelt gang frem og tilbage på fodballerne, imens han så op mod det hvælvede loft. Følelsen af at ønske Laura nær ham var han stadig ikke blevet kvit, selvom det nok var utopisk at ønske hende bosat her. Mimi havde godt nok intet imod ballademagere, men han og Laura var notoriske. Hun havde formentlig aftalt med sig selv at hun kun havde råd til en rebel på sin skude, hvis ikke den skulle skydes i sænk. Apropos Laura måtte han huske at skrive til hende efter bootcampen. Det var længe siden at de sidst havde set hinanden, og det kunne mærkes. <BR> <BR> <b>E</b>fter at have fundet nøglerne vendte Mimi sig om mod ham, så hun betragtede ham med ryggen til skrivebordet. Hendes ord om at hun ville indvie ham i en hemmelighed fik Sedrick til at smile skælmsk. Han lænede sigende hovedet let fremad og knyttede hænderne bag ryggen som en gås kunne finde på at gøre det. Idet hun smilede skævt og bemærkede at vejledernes opgave ikke var at gøre skurkene blandt deres jævnaldrende til hæderlige magikere, men blot at se til at de aldrig stavrede ud i problemer af proportioner der kunne true slottet og dem selv, lo Sedrick varmt. Latteren var så dybfølt og mistilpasset hans foroverbøjethed at den stak i mellemgulvet. Han kvitterede for hendes afventende blik med et skævt smil og et indforstået nik. ”Ser man det.” indledte han og satte hænderne i siden. Han steppede let med en tå i gulvet, imens han verbalt brummede for at give udtryk for at han fordøjede nyheden. Ud fra hans eftertænksomme mine var det ikke en overvejelse han var vant til at gøre sig. ”Jeg kan ikke bestemme mig for om det overrasker mere end det forklarer. For hvad du siger giver god mening, i betragtning af at du har ladet mig slippe af sted med beskeden påtale for mine unoder.” sagde han nostalgisk. Han smilede koket. ”Og gør jeg ret i at antage at samme regelsæt gælder nu? At du er her kun for at sørge for at jeg ikke roder mig ud i noget, hvor jeg ikke kan bunde?” spurgte han drillende. <BR> <BR> <b>S</b>edricks blik flakkede let til Patrick, som han forduftede ud af rummet, men ellers så han mod Mimi. Han smilede forstående. Husalfer var ikke hvermandseje i den magiske verden. Især ikke glade husalfer iklædt tøj. At Patrick var i huset, hans frihed til trods, gjorde både ham selv og hans herskab, implicit Mimi, ære. Idet hun påpegede at husalfen ikke var noget rart bekendtskab når han havde set sig olm på ens adfærd fik Sedrick til at bide forlegent sammen om underlæben. Han måtte holde sig på Patricks gode side. Med et sigende hovedkast bekendtgjorde Mimi at de skulle spise i blomsterhaven. ”Det er også lige vejr til det.” De fulgtes ud af de store franske døre ud til den åbne platan. Betaget af synet satte Sedrick farten ned og gik et par skridt bag sit selskab med øjnene blafrende mellem hver side. Blomsterhaven, som hun kaldte den, var alt andet end et kedeligt syn. Rustikke sten var anlagt som en blanding mellem en terrasse og et lysthus under åben himmel. Haveelementet kom ind ved at der var anlagt gevækster og bede rundt omkring på stenene, så man kom trygt gennem den store oase af flora. Rundt om i små hvælvinger i stenrækværket var der anrettet små puder, så man kunne sidde med en bog en sommeraften. Sedrick var bestemt imponeret over synet. Duftene vældede op fra hvert bed de passerede, og det tog ikke mange skridt før de stod ved et hvidt havebord med to stole. <BR> <BR> <b>D</b>er var anrettet bugnende fade med sandwiches, salat, frugt og andre lette lækkerbiskener. Maven var allerede begyndt at blive lidt rastløs ved synet. ”Hvor er det godt!” ivrede Sedrick begejstret til Mimi og gik en gang rundt om bordet, trådte nysgerrigt ind til puderne og så ud over havearealet, inden han vendte sig om ved lyden af Mimis spørgsmål. ”Jeps. Jeg skal afsted på Yorkshire-reserveholdenes bootcamp her om et par timer. Alle ansøgere til de 28 spiller- og udskifterpladser bliver samlet i et par barakker oppe nordpå. Og så skal vi ellers spille kampe mod hinanden og holdene i håb om at få trænernes gunst og hvervet som professionelle Quidditchspillere.” bekræftede han med et smil. ”Der kommer vist en del aspiranter foruden mig. Det stod mellem linjerne i ugleposten at jeg næppe skal gøre mig forhåbninger om at være hjemme inden allertidligst den 12.” fortsatte han varmt. ”Var du på vej ind til teatret, siden du øvede replikker på trappen?” spurgte han nysgerrigt. Det var ingen hemmelighed at Mimi var et flittigt og lovende talent indenfor Yorks teatermiljø. Han så endnu engang længselsfuldt mod maden, inden han stillede sig hen bag den ene stol. Han hvilede hænderne på armlænene og smilede ærbødigt. En snakkesalig mave var ingen undskyldning for ikke at opføre sig anstændigt overfor det modsatte køn. </div></center>[/dohtml] |
|
<center> Sedrick Emory Nonsuch ● 19 år ● Seer ● Angriber for North Yorkshire Reservehold Instagram ● Plot ● Profil ● Tracker </center> | |
![]() |
|
| Mimi van Dall | Jun 16 2014, 06:49 PM Post #8 |
![]()
Mimi
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> Mimi lod Sedrick tage den tid, som han skulle bruge til at tage den afsløring som hun lige havde kommet med fra deres skole tid. Hun nikkede en enkle til, da han kom frem til at det var derfor han var sluppet afsted med så meget dengang og dog, så fik hun virkeligt svært ved at ikke grine da han kom med hans drillende forspørgelse omkring regelsæt også var i spil nu. Men det lykkes hende at holde latteren inden og alligevel, så kunne hun ikke fjerne det skæve smil fra hendes læber "Ikke helt. Men vi kan godt aftale, at jeg kan forsøge at søge for du ikke kommer helt der ud. Dog, så vil det ikke lige altid være, at jeg kan hjælpe dig" endte hun med at svare og det var bevist, at hun brugte de ord på grund af hun udemærke med Sedrick's evne til at ende ude i problemer, hvor han havde svært ved at bunde så var det ikke altid, at hun kunne redde ham og der var vise lektier, som man endte var nød til at lærer på den ene eller anden måde. <br><br> Da Mimi havde være vant til at komme i huset igennem hele hendes liv så blev hun slet ikke så påvirket, som de muligvis blev af omgivelserne, som herregården befandt sig i og dog, så havde hun altid holdt af at sidde ude i den del af haven, som de skulle spise deres frokost i. Sedricks kommentar omkring vejret fik et smilende nik fra hende og han havde også helt ret i, at vejret var til at man spiste udenfor. Hendes smil blev en tand større ved Sedrick's udbrud da han så bordet, som Patrick havde haft dækkede op til dem. Til trods for hun aldrig havde forstået Quidditch så kunne hun udemærke godt hører hvor meget det spil betød for Sedrick på grund af undertonerne i hans stemmelege. "Er der nogen særlig plads, som du håber på at få, hvis det lykkes dig at komme ind på holdet?" lød det spørgende fra hende og hun kunne ikke lade vær med at beundre hvor galant Sedrick var med at trække stolen ud for hende samt det, at han ikke bare satte sig ned og kastede sig over maden, hvilke efterhånden var en vane folk gjorde nu om dage. Det var nok en ting, som Mimi aldrig kom til at gøre uanset hvor sulten hun måtte være fordi, at hun var blevet opdraget til at være dannet. Men hun kunne ikke lade vær med at tænke på *Mon der var en gentleman gemt i Sedrick under alt det ballade, som ellers virkede til at komme så nemt til ham og hvis der var det så var der måske stadig håb for ham*. <br><br> Mimi vente roligt på, at Sedrick også fik sat sig ned ved bordet og mens han gjorde så udnytte hun tiden til at svare på hans spørgsmål ”Både og” startede hun ud med at svare mens hun vendte hendes opmærksomhed hen på Sedrick. ”Der er prøver i Royal Teater i dag på, hvem der skal ha de forskellige roller i den kommende forstiling Pride and Prejudice.” lade hun forklaringen til inden, at hun tog lidt af frugterne over på hendes tallerken for hvis hun skulle helt ærlig med sig selv så var hun virkelig nervøs for den forstående prøve på grund af det var en forstiling, som skulle være i den lille sal på Royal Teater, hvilke bare betød at der kun var plads til 100 personer pr forstiling. Mimi havde være i gang med at læse lidt på Jane Bennent replikker, da Sedrick havde kommet ind i huset og dog, så tvivle Mimi virkelig på, at hun ville få den rolle, hvilke også var derfor hun havde øvet en del på replikkerne til rollerne, som Caroline Bingley og Charlotte Lucas, da de to roller var nogen mindre nogen i stykket end Jane – Derfor var der også større chance for, at Mimi fik en af de to roller end den af Janes. <br></div></center>[/dohtml] |
|
Profil | Plot | Tracker | Mobil | Dagbog | Twitter | Instagram | Post/Uglepost 20 - Single - Fuldblodsmagiker Underviser på den lokale danse skole og skuespiller ved Royal Teater samt Grand Opera House --------------------------------------------------- Irl profil | Fravær | |
![]() |
|
| Sedrick Nonsuch | Jun 18 2014, 04:36 PM Post #9 |
![]()
Leander
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> <b>S</b>edrick så indgående på Mimi efter at han havde forsøgt at lokke et carte blanche til at blive reddet fra konsekvent at ende som en mandlig skønjomfru i nød ud af hende. Anede han monstro antydningen af en latter? Det var svært at vide sig sikker, for den løssluppenhed der tegnede sig i hendes mimik var væk ligeså hurtigt som den var kommet. Måske havde det bare været en lille uanmeldt trækning inden det skæve smil. Sedrick kunne dog stadig bedst lide tanken om at hnan næsten havde fået hende til at grine. ”Deal. Vi gør begge vores bedste for at jeg holder mig på måtten. Og hvis det ikke skulle være nok, bliver det mit problem at få tørret fødderne ordentligt af, inden jeg kommer indenfor her.” lød det prompte. Han gengældte det skæve smil. Det var trygt at vide at han havde indirekte accept fra hende, men også blev opfordret til selv at gå ud og lære af sine fejltagelser og successer. Det var sådan han ville det. At han nu også havde Mimis velsignelse var måske proforma, men han boede trods alt til leje på et fint gods. Godt nok var Mimi ikke af den snobbede slags der gik op i æreskodeks og etikette, men han var slotslejer nu. Sedrick ville gerne indføje sig under dekorum og være ligeså fin indenfor rimelighedernes grænser. <BR> <BR> <B>S</b>elvom han havde sin opmærksomhed vendt mod Mimi som han talte, spøgte den botaniske og meterologiske idyl alligevel i øjenkrogen. Øjnene formåede kun at holde øjenkontakt til han havde talt ud, så var de på opdagelse igen indtil han stillede sig om bag stolen og afventede hendes selskab. Hendes forespørgsel om hvilken plads han gik efter fordrede et varmt smil over stoleryggen. ”Jeg håber på at blive taget ind som Søger. Der er ikke noget galt med at være Angriber, men du kender velsagtens det med gerne at ville prøve noget nyt. ” sagde han varmt. ” Men dybest set håber jeg blot på at blive taget ind, selv som bænkevarmer. Efterhånden har mit år som dimittend og håbefuld ansøger til landets andendivisionshold varet længe nok. Nu hvor jeg endelig har fundet et rigtigt sted at bo, vil jeg gerne for alvor have skub under kostebørsterne igen.” tilføjede han smilende. Som Mimi tog plads på stolen fulgte han trop og satte sig roligt ned. Øjnene blev ved hende, imens hun svarede på om hun også selv skulle afsted. ”Jane Austens Pride and Prejudice som teaterstykke? Spændende.” medgav han oprigtigt. ”Hvilken rolle er du på udkig efter? En af søstrene?” spurgte han nysgerrigt. Det var svært at komme udenom fablen i den nok mest kendte Austen-klassiker, også selvom man var hankønsvæsen og kun havde set en af mugglerfilmatiseringerne. Men af hvad Sedrick havde hørt var det en god historie om kærlighed, der trodsede klasseskel, stolthed og fordomme, som titlen alluderede til. Om datidens England, hvor det handlede om at gifte sine døtre godt og undgå skandale. Han snuppede en sandwich og lidt frugt efter at Mimi havde taget over på sin tallerken. ”Havde jeg været litteraturmenneske ville jeg uden tvivl have nydt at læse Austen. Der er en grund til at gamle dyder og traditioner såsom bordskik består. Folk tænkte sig om, da de indførte dem.” Han fritterede et stykke ananas på sin gaffel. ”Og her antager jeg at du godt kan lide Austen. Dumme mig. Glæder du dig til opsætningen?” </div></center>[/dohtml] |
|
<center> Sedrick Emory Nonsuch ● 19 år ● Seer ● Angriber for North Yorkshire Reservehold Instagram ● Plot ● Profil ● Tracker </center> | |
![]() |
|
| Mimi van Dall | Sep 13 2014, 11:42 PM Post #10 |
![]()
Mimi
|
[dohtml]<center><div style="Text-align: justify; width: 450px; line-height: 15px;"> Det, at folk havde svært ikke at lade deres øjne vander rundt når de første gang var ude i den have var noget, som Mimi godt kunne forstå og hun nød da også selv at tilbringe tid derude selvom det ikke havde blevet til særlig meget på det sidste, hvilke ikke var med hendes gode vilje, at det ikke var blevet det. Da Sedrick begyndt at svare på hendes spørgsmål så kunne hun godt følge ham et godt stykke af vejen også selvom hun aldrig havde forstået den sport - Nok noget havde at gøre hun ikke brød sig om at være højt oppe og uden fornemmelsen af fast grund under hendes fødder "Det kender jeg kun alt for godt" Hvis var en ting, som Mimi kendte til så var at man ville prøve noget nyt, hvilke var derfor der spillet sig et forstående smil henover læberne på hende. "Ved du omkring hvor mange i bliver til den camp ?" spurgte hun inden, at hun opgave maden, som hun havde tage hen til sig og bare tog en tår af vandet i glasset. "Men så vidt jeg husker så var du også rigtig god oppe på skolen dengang" tilførte hun med et venligt smil mens hun satte glasset tilbage på bordet igen. <br><br> Mimi kunne ikke lade vær med at smile ved hans reaktion da hun afsløre hvad det var for et stykke, som hun skulle til optagelse prøve på. Bevist så valgte hun, at nikke en enkle gang til hans kommentar omkring stykket. "Jeg har valgt, at prøve at få rollen som Caroline Bingley, da der er nok større chance for, at jeg får rollen end en af de store" Mimi havde svært nok ved at indrømme overfor sig, at hun godt kunne tænke sig rollen som Jane Bennet og dog, så hvis Mimi skulle være ærlig overfor sig, så havde hun ikke modet til at prøve at få den rollen fordi, at hun trods alt stadig ikke endnu havde være med i nogen større stykker. Det var svært for Mimi ikke at komme med et lille grin takket være måden, som Sedrick fik skældt sig selv ud på. "Hvem kan ikke li Austin" kunne hun ikke dy sig fra at sige inden at endnu engang undgik maden, som lå foran hende og blot tog en tår af hendes vand. "Men hvis det er Sedrick, at du har lyst til at vide noget mere omkring selve historien. Så skal du prøve at snakke med Laura omkring en mugglefilm, som hun har haft lånt af mig der hedder Lost in Austin. Da den er meget underholdene og man får også at vide hvordan Austin havde skrevet historien selvom i denne udgave så har en kvinde fra vores tid byttede plads med den kvindelig hovedrollen og så kan du næsten selv gætte dig til, hvordan tingene udvikler sig" Men efter, at Mimi havde sagt det så gav hun sig til at pille en appelsin mens hendes opmærksomhed var mellem det hun lavet og så hen på Sedrick, der sad overfor hende. <br></div></center>[/dohtml] |
|
Profil | Plot | Tracker | Mobil | Dagbog | Twitter | Instagram | Post/Uglepost 20 - Single - Fuldblodsmagiker Underviser på den lokale danse skole og skuespiller ved Royal Teater samt Grand Opera House --------------------------------------------------- Irl profil | Fravær | |
![]() |
|
| « Previous Topic · Marchwood Hall · Next Topic » |









8:00 PM Jul 11